Nick Pabst Djørup, 22 år, er netop færdig som sosu-assistent og går nu glad på arbejde på psykiatrisk afdeling på Regionshospitalet Randers. Han mener selv, hans nærmeste fremtid ligger i psykiatrienArtiklen er skrevet af: Rie NielsenMan skulle egentlig tro, at 22-årige Nick Pabst Djørup fra Randers helst vil gå i skole. For siden 2002 har han både taget brobygning, grundforløb, uddannelsen til hjælper plus uddannelsen til assistent – alt sammen på Randers Social- og Sundhedsskole.Men nu kan det være nok med at gå i skole for et stykke tid, mener Nick. Som nyuddannet assistent er han endelig kommet ”i marken” og har fået et rigtigt job.”Lige nu gider jeg ikke læse mere. Nu vil jeg gerne tjene rigtige menneskepenge, og det gør jeg i øjeblikket som timevikar på den psykiatriske afdeling på Regionshospitalet Randers. Det er lige noget for mig,” slår Nick fast, selv om han faktisk drømmer om, at han med tiden kan blive falckredder eller politibetjent.Beboere og patienter i centrumNick begyndte i sin tid på social- og sundhedsskolen, fordi han ønskede sig en uddannelse, hvor han kan arbejde med mennesker.”Det er så givende at arbejde med mennesker. Man får så meget tilbage igen. Altså hvis man kan kommunikere med dem, man er sat til at hjælpe,” understreger Nick.Han havde en kort overgang et job som nyuddannet assistent, inden han kom til regionshospitalet. Det var på en institution for autister.”Det viste sig, at det ikke var noget for mig, for jeg kunne ikke kunne snakke med dem. For mig er det beboerne og patienterne, det handler om, når jeg går på arbejde. Og hvis jeg ikke kan kommunikere ordentligt med dem, synes jeg ikke, jeg kan gøre mit job godt nok. Som i tilfældet med autisterne. Nu, hvor jeg er i psykiatrien, føler jeg mig virklig godt tilpas. Her tror jeg, min nærmeste fremtid ligger,” vurderer Nick.Men da han i øjeblikket er ansat som vikar, har han nu også sendt en ansøgning til en assistentstilling på en somatisk afdeling på Skejby Sygehus i Århus.”Det skader jo nok ikke i mine jobchancer fremover, hvis jeg skulle være heldig og få jobbet, så jeg også har erfaring fra en somatisk afdeling,” siger Nick med smil i stemmen.Den lige vej – for NickPsykiatri, politi eller ambulancekørsel.. Uanset hvor Nick engang måtte bide sig fast rent arbejdsmæssigt, kan man vel godt sige, at det er en noget atypisk vej, han går for at nå sit mål. Altså via social- og sundhedsskolen.Men det er det nu ikke for Nick. Han er helt klar på, hvad han har gang i. Og hans eksempel kan sagtens følges af andre, der har lignende drømme.”Alle de ting, jeg godt kunne tænke mig at blive, har med menneskelige egenskaber at gøre. Og hvis det en dag skulle lykkes mig at blive optaget på politiskolen, så kan det kun være en fordel, at jeg har arbejdet så meget med mennesker, som jeg allerede har, og som jeg kommer til i mit arbejde som sosu-assistent,” slår Nick fast.Eneste hane i hønsegårdenHan er en ung mand, som forstår at se de muligheder, der er omkring ham. Og som også er klar til at gøre en indsats for andre end sig selv og sin egen uddannelse.Da han gik på social- og sundhedsskolen, var han først medlem af, senere formand for elevrådet og sad derfor også i skolens bestyrelse.”Jeg blev opfordret til at gå med i elevrådet, fordi der ikke var så mange andre i det, selv om hver klasse egentlig skulle stille med én person. Og da jeg var eneste hane i hønsegården, syntes mine klassekammerater, det skulle være mig. Det har jeg ikke fortrudt et eneste sekund.”Nej, Nick har ikke fortrudt, selv om han egentlig er noget skeptisk over for at få et elevråd til at fungere godt på en social- og sundhedsskole. Det er han, dels fordi mange af eleverne kommer langvejs fra (Hornslet, Grenaa og andre steder), og dels fordi eleverne kun er på skolen halvdelen af tiden og ofte må melde fra til møderne, fordi de er i praktik.”På den måde er det svært at skabe kontinuitet i arbejdet,” påpeger han.Intet var umuligtMen han har selv været tilfreds, fordi han har fået lov til at sige sin mening og er blevet hørt på.”Vi har i elevrådet været med til at gennemføre forskellige ting sammen med skolens ledelse. Vi har bl.a. fået etableret en rygepavillon,” nævner Nick og fortsætter:”I det hele taget har vi haft en god kontakt, både med den daglige leder og direktøren, så som formand syntes jeg ikke, der var noget, som var umuligt at få gennemført. På samme måde havde jeg det med at sidde sammen med de høje herrer og damer i skolens bestyrelse. Det var godt at få lov til at sige sin mening, bl.a. om hvordan jeg oplevede, at forskellige ting påvirkede mig som elev.” Senest opdateret 11.12.2008
