Djursland for alle unge
Alle unge skal have en uddannelse – alle unge har i hvert fald ret til at prøve at tage en uddannelse. Denne filosofi er baggrunden for projektet Djursland for alle unge, som Randers Social- og Sundhedsskoles Djurslandafdeling søsatte i 2008 og stadig arbejder energisk på.Skolen har i flere år tilbudt social- og sundhedshjælperuddannelsen, grundforløbet startede for halvandet år siden – og nu er skolen i færd med at gå et skridt videre: ”Da vi i sin tid etablerede en satellit-afdeling i Grenaa var det for at få fat i de lokale unge, der svært kunne overskue en lang daglig transporttid. Projektet Djursland for alle unge kan nu i høj grad give en håndsrækning til de unge, der har brug for lidt ekstra for at gennemføre en uddannelse,” fortæller projektkoordinator Astrid Pilegaard. Og projektet giver de unge den fleksibilitet, der ofte kan være nøglen til at kunne få det bedste udbytte af undervisningen. ”Kort fortalt kan man sige, at vi så vidt muligt forsøger at tilpasse undervisningen til den enkelte elevs måde at lære på.”Et andet tiltag er det såkaldt ’rullende optag’, der giver interesserede unge mulighed for at begynde på grundforløbet hele 4 gange om året. Fra januar 2010 bliver grundforløbet suppleret grundforløbet med 14 dages praktik. Peter Sørensen, afdelingsleder og projektleder, forklarer: ”Vi har indlagt praktikken for at klæde eleverne endnu bedre på til at kunne vælge uddannelse bagefter. Selv 14 dages praktik modner og kvalificerer faktisk eleverne til dette.”For at ruste skolens undervisere til projektets målsætning, er en lille frontløbergruppe blevet inspireret af bl.a. lektorerne Ole Lauridsen, Karen M. Lauridsen og Bente Mosgaard Jørgensen, der alle hhv. forsker og underviser i læringsstile. Læringsstilsprojektet er en af flere metoder til at møde eleverne, dér hvor de er. ”At tage læringsstil alvorligt er vigtigt. Det hjælper underviserne til at undervise på en anden måde end den, der er bedst for dem selv. Det løser ikke alting, men det løser bestemt noget for nogen,” siger projektleder Astrid Pilegaard. Gruppens erfaringer opsamles og videreformidles til hele undervisergruppen efter sommerferien.I løbet af efteråret afholdes to netværkstemamøder i samarbejde med projektets interessenter, UU-vejledere, Jobcentret og andre uddannelsestilbud i området, inkl. Produktionsskolen. Herudover afholdes 1-2 uddannelsesdage, hvor praktikvejledere i ældreområdet og pædagoger fra dagtilbudsområdet kan blive klogere på den unge-gruppe, de møder i praktikvejledningen. Til den afsluttende konference den 10. december 2009, hvor hele projektet opsamles, inviteres alle i berøring med den gruppe af unge, som projektet omhandler. Konferencen giver mulighed for en fælles forståelse for, hvilke spørgsmål, det vil være relevant at arbejde videre med.

Yderligere oplysninger
Astrid Pilegaard
Projektkoordinator
astrid.pilegaard@sosuranders.dk
3076 5550





Peter Sørensen
Afdelingsleder
peter.sorensen@sosuranders.dk
8630 1914 – 5134 0502








Senest opdateret 29.07.2009
Randers Social- og Sundhedsskole, Minervavej 47, 8960 Randers SØ, Tlf.: 8641 6900, Fax: 8641 6791, Mail: info@sosuranders.dk EAN: 5798000558113, CVR: 29548145