På vej mod elefanterne
Når man drømmer om en uddannelse, men ikke har held med skolesystemet, giver mange unge op. Randers Social- og Sundhedsskole har indført en mentor-ordning, der kan hjælpe den enkelte med at holde fast i sig selv, i uddannelsen - og i drømmene. De lokale beskæftigelsesråd bakker op.18-årige Shanna Wredstrøm fra Syddjurs Kommune, der er social- og sundhedshjælperelev på Randers Social- og Sundhedsskoles Djursland Afdeling, er én af de unge, der har haft store glæde af skolens mentor. ”Da jeg startede på grundforløbet, havde jeg aldrig haft succes med at gå i skole, hverken socialt eller fagligt. Jeg havde oplevet mange nederlag og var nærmest blevet vant til, at det var sådan, det var,” fortæller Shanna.Shanna havde tidligere været i gang med gymnasiet, men måtte give op. Heldigvis hørte hun om social- og sundhedsskolens muligheder for at kvalificere sig til den store drøm: sygeplejerskeuddannelsen. På skolen gik det op for Shanna, at hun med hjælp fra skolens mentor kunne begynde at forandre sin onde cirkel af nederlag og sine indgroede forventninger om, at det hele nok skulle gå galt. Hun havde mødt en del psykologer og psykiatere i sit liv, men mødet med skolens mentor, Astrid Pilegaard Larsen, fik sat skub i en positiv udvikling: ”Først og fremmest er kontakten til Astrid en meget menneskelig kontakt. Hun er der, når jeg har brug for det, og jeg var droppet ud uden hende. Hun har givet mig gode tips til at håndtere de ting, der dukker op og forstyrrer mig i hverdagen, og lært mig, at hvis lokummet brænder, kan vi faktisk gøre noget ved det,” fortæller Shanna.Politikerne i Syddjurs Kommune har også fået øjnene op for mentor-ordningen, som er støttet af det lokale beskæftigelsesråd. Formanden Gunnar Sørensen forklarer, hvorfor ordningen er værd at støtte: ”Nogle af disse unge mennesker har så svære problemer, at man bliver helt stille, når man hører om dem. Der skal gøres en kæmpeindsats, og det er utroligt vigtigt, at ordninger som denne støttes til at komme i gang. Vi kan se, at man fra Randers Social- og Sundhedsskoles side har haft succes med ordningen, ikke mindst på Djursland, og vi håber, at det er en ordning, skolen vil fortsætte.”Randers Social- og Sundhedsskole direktør Vibeke Nielsen er stolt af ordningen: ”Mentorordningen kommer især to målgrupper til gode. De helt unge uden netværk og dem, der har en meget ringe eller overhovedet ingen opbakning fra familie og venner. Vi oplever, at mentorerne kan blive det holdepunkt, som mange elever har brug for for at kunne gennemføre en uddannelse. Vi er glade for støtten fra de lokale beskæftigelsesråd i vores samarbejds-kommuner. Ordningen kan ikke fungere uden den.”For 18-årige Shanna rækker drømmene nu endnu længere ud i fremtiden: ”Siden jeg var barn, har jeg været fascineret af alt omkring Afrika. Jeg tror, det startede med elefanter,” smiler Shanna. ”Når jeg er færdig med social- og sundhedshjælperuddannelsen vil jeg gerne fortsætte med at uddanne mig – først til social- og sundhedsassistent og siden til sygeplejerske. Jeg håber, Børnefonden eller Læger uden Grænser kan bruge mig.” Med den unge dames stålsatte vilje er der vist ingen tvivl: Elefanterne skal hun nok få at se.
Senest opdateret 11.03.2010
Randers Social- og Sundhedsskole, Minervavej 47, 8960 Randers SØ, Tlf.: 8641 6900, Fax: 8641 6791, Mail: info@sosuranders.dk EAN: 5798000558113, CVR: 29548145